29/01/2024
Kære Vinelsker,
Vi har lige nu forsalg på de fremragende 2019-Barolo'er fra Matteo Ascheri. Se vinene og priserne på de vedhæftede billeder og liste.
Ascheri fremstiller kun sine enkeltmarks-Barolo'er i de bedste årgange, så når de kommer på markedet er der garanti for højeste kvalitet. Nu bringer vi jo ikke normalt scoringer og anmeldelser, for de er sjældent relevante eller afgørende for vores egne beslutninger, men Ascheris 2019-vine har konsistent scoret højt i vinpressen og i guides, med scores fra 91 og opefter, og typisk sammenlignelige eller højere scores end vine til samme pris fra andre førende producenter.
2019 er den sidste høst inden pandemien, og med Barolos lange påkrævede lagring har den været igennem hele det voldsomme forløb med vareknaphed, inflation osv. Derfor er priserne steget en del siden den sidste årgang, vi tog hjem, 2017. Men vi har appelleret til vores efterhånden mangeårige venskab med Matteo Ascheri, og han har forbarmet sig over os, så vi har kunnet holde prisstigningerne godt i ave. Derefter har vi valgt at give ~25% i forsalgsrabat: Store vine til - trods alt - menneskevenlige priser.
En smule beskrivelse af de enkelte vine på forsalg:
- Langhe Nebbiolo DOC 2022 San Giacomo. Nej, det er ikke Barolo, men næsten. 100% Nebbiolo fra Ascheris egne marker, her bevidst nænsomt behandlet, så man opnår en meget elegant, frugtagtig, nærmest burgundisk stil. 2022 var en meget varm og tør årgang, med meget reducerede udbytter, så det lette touch i vinmageriet garanterer her en friskere, mere elegant vin. Udvikler sig positivt over de næste 7-8 år. Smuk stil, nærmest til hverdagsvinspriser.
- Barolo DOCG 2019. Ascheris "entry level" Barolo er blandet fra husets 3 marker i Barolo-distriktet. Helt klassisk Barolo, med alt hvad dertil hører: duft af kirsebær, tørret rose, læder og begyndende tjære. Fyldig, intens smag med syre, garvesyre og en lækker, mundfyldende frugt.
- Barolo DOCG 2019 Pisapola. Pisapola-marken ligger i den nordvestligste Barolo-kommune, Verduno, lige ved siden af den berømte Monvigliero-mark. Herfra kommer en slank, elegant, frugtagtig og kompleks, nærmest burgundisk, Barolo med et langt liv foran sig. Typisk eksempel på nordvest-side-Barolo fra en fremragende mark.
- Barolo DOCG 2019 Sorano. Sorano-marken ligger i Serralunga d'Alba kommune, der giver de kraftigste, fyldigste Barolo'er. Således også her: Ædel duft med mørke kirsebær, trøffel, skovbund og tjære. Kraftig, men elegant smag med masser af moden garvesyre og frugten til at balancere den.
- Barolo DOCG 2019 Ascheri. Enkeltmarks-Barolo fra marken, der har givet familien sit navn. Marken ligger på den vestlige side af La Morra kommune, der giver temmelig kraftige, faste vine. Smuk, intens, frugtagtig duft af røde og mørke bær, sød tobak, tørret blomst, læder, mineral og krydderier. Fyldig frugtagtighed balanceret med smuk syre og elegant, perfekt moden garvesyre.
- Barolo DOCG 2019 Coste e Bricco. Fra toppen og siderne af Sorano-marken kommer Ascheris top-Barolo. Sublimt elegant og ædel duft med røde bær, tørret blomst, lakrids, krydderier. læder, mineral, lakrids og antydningen af svampe. Kraftig og fyldig, men super-balanceret og elegant, smag med stor frugtfylde, vidunderligt frisk syre og masser af varm, perfekt moden garvesyre.
Bestil ved at sende en e-mail til mig på [email protected] med angivelse af hvor mange af hver vin. Vi lukker dette forsalg lørdag den 3. februar, 24:00. Derefter tæller vi sammen og bestiller vinene, og så sender vi en faktura til dig. Vinene forventes til Danmark i anden halvdel af februar.
Transport af de hjemkomne vine i Storkøbenhavn og nord derfor er som sædvanligt gratis ved minimum 6 flasker. I andre landsdele sørger vi for transport til den billigste pris, vi kan finde, så når bestillingen er afgivet, vender vi tilbage med en pris på transport. Du kan naturligvis også bare afhente på vores lager når vi har meddelt vinenes hjemkomst.